skip to Main Content

Årets AV-virksomhed 2018

6. november 2018

Media College Denmark / Medieskolerne blev på ProAV-messen i november 2018 i Bella Centret kåret til årets AV-virksomhed. Prisen uddeles af branchebladet ProAV.

‘Jeg er utrolig beæret over, at denne pris tildeles Medieskolerne’, udtaler rektor Max Jørgensen der selv var tilstede under hele ProAV-expo, hvor Medieskolerne også havde en stand.

‘Specielt bekommer det mig vel, at det er en pris som man nomineres til af branchens forskellige aktører, både leverandører, produktionsselskaber, free-lancere og de mange andre, der tilsammen udgør de levende mennesker i den professionelle branche. Vi tager det som et ridderslag og udtryk for, at det åbenbart ikke er helt tovligt, det vi foretager os. Og i en tid, hvor uddannelsessektoren er under stort pres og hvor tv- og filmbranchen bestemt også er på en tur i rutschebanen, er det særlig motiverende med sådan et skulderklap – velvidende at det selvfølgelig også rummer forventninger og forpligtelser.’

/ red.

ProAv Awards 2018. Læsernes award for bedste AV-virksomhed

Produkter er en ting, men det er menneskene bagved, der gør forskellen. Den forskel ønsker vi, at vores læsere skal kunne give en stemme. Det kan være en forhandler, et uddannelsessted, en udlejer, en servicevirksomhed eller andet. Vi ved, at der er stor fokus på kundepleje og god service i branchen. Det er i dag en simpel nødvendighed for at være konkurrencedygtig.

Vi ved også at det kan være svært lige at få overskuddet til at sende ros til nogen. Vi vil så gerne give vores læsere en ekstra chance her. For ros er produktivt, den giver det klap på skulderen, som får en virksomhed til at gøre sig lidt ekstra umage næste gang. Ros er fremadrettet, brok er ikke. Og tænk på at ros både kan være for den rigtig gode indsats, men det kan også være at en dårlig situation er blevet vendt til noget godt, fordi der er blevet gjort den ekstra indsats, der gjorde forskellen.

Så tøv ikke! Det er dagens gode gerning, der virkelig kan gøre en forskel. Og det er en forskel, som både bringer et smil på læben af de eller den, der modtager rosen, men også hos de næste, der kommer i kontakt med dem.

Det er vores ønske at støtte og belønne branchen for den gode indsats. Og vi kan se, at branchen udvider sig. Interessen for ProAV Expo viser det. Og når der er nye kunder i butikken, så er top service det middel, der giver de vedvarende positive dialoger.

Læserne kan frit indstille virksomheder eller organisationer. Det skal bare være nogen, som er repræsenteret i Danmark. Og vi vil rigtig gerne have en begrundelse også. Den behøver ikke at være lang. ‘Fantastisk service’ er fint nok. Den virksomhed eller organisation, der får flest stemmer vinder.

Back To Top